Historien om klubben
Husum Boldklub - 17. Juni 1922
Husum Boldklub er stiftet af Louis Hansen (første formand), Otto Larsen, Ejnar Hansen, Erik Edvardsen, Emil Holm, Ewald Rasmussen og Hergard Braune. Efter en fornuftig start – med stor opfindsomhed hvad angår bane og omklædning – kommer man i alvorlig krise i 1930. Blot 12 medlemmer – men allerede året efter er man 100. I 1928 starter man i Småklubbernes Sammenslutning og glider med over i ABU, da det stiftes.
1931 beslutter man sig til at forlade DAI og søge ind i KBU. Ansøgningen om at blive KBU-medlem daterer sig til 12. december 1931. Overgangen til KBU betød organiserede dommere og at turneringsreglerne skulle overholdes ! I starten havde man spillet på banen ved Husumvej og Ålekistevej - før man i 1933 får sit baneanlæg ved Husum Skole. Eget klubhus fra 1934 - pengene skaffede man ved indsamling i lokalområdet, og byggeriet stod en kreds af klubbens arbejdsløse medlemmer for - betyder, at man allerede 5 år efter runder medlem nr. 300.
Husum Boldklub deltager i KBUs rækker fra efteråret 1931 – her er man 2 seniorhold og 4 ungdomshold. Klubben slutter sidst i B-rækken. Klubbens første kontakt er Georg Sieben, Korsager Alle 51, Husum. Første KBU-kamp er på udebane mod Sylvia 20. august 1931. Den første tid har man ikke hjemmekampe – først fra efteråret 1933 kan man spille sine hjemmekampe i Husum Sportspark, hvor man lægger ud 20. august 1933 mod Dalgas.
Som andre klubber spiller man også i Husum revyer. Trods kun en enlig bruser og tilmed koldt vand lyder parolen "ingen håndklæde, ingen bad, ingen træning" !
I 1967 tager man kvindefodbold på programmet. Igen i 1972 (50 år) udgiver man et jubilæumsskrift. Samme år starter man med flæske- og andespil i Islev Klub – senere flyttet til Husum Skole.
Der har en eksisteret en klub før med samme navn - Husum Boldklub. Tilbage i juli 1915 samledes en gruppe unge mennesker fra Brønshøj-Husum området for at danne en Boldklub. De fleste var fra Husum - så klubben fik navnet Husum Boldklub. De besluttede sig for at spille i blå/hvid-stribet trøje og hvide benklæder samt sorte strømper. De spillede på en grund, der lå ved siden af "Gulvkludefabrikken" på Frederikssundsvej - ikke den mest perfekte bane, men de planerede den selv, så det gik. Klubben gik sammen med boldklubberne i Vanløse og Søborg samt Drengehjemmet "Prøven" i Rødovre og dannede sin egen sammenslutning - Forstædernes Boldspil-Union, hvor Husum vandt både 1. og 2. holdsrækken i 1916. Vinteren gik med bordtennis og andet spil i Husum Kro- Det lykkedes også klubben at skaffe midler til et klubhus - gennem fester. Oskar Eriksson og Erik Hansen stod for tegningerne - bygningen overlod man til Tømrermester Carl Henningsen. Huset står færdig i foråret 1917 på en grund, som man havde forhandlet sig frem til at måtte låne af Københavns Kommune på hjørnet af Husumvej og Ålekistevej. Men mange af de unge mænd blev indkaldt til Sikringsstyrken under 1. verdeskrig - og klubben gik derfor ind først på sommeren 1918. Klubhuset blev solgt.
DBU artikler om Husum Boldklubs historie
Husum 100 år