Ungtræneruddannelse
I fredags afholdt Husum Boldklub den tredje uddannelsesdag for klubbens ungtrænere i samarbejde med DGI Fodbold. Forløbet har til formål at udvikle og uddanne vores ungdomsspillere til dygtige og trygge trænere i børneafdelingen – og dermed styrke både træningskvalitet og børnemiljøet i klubben.
Temaet for dagen var coaching-teknikker. Coaching handler om at stille de rigtige spørgsmål på den rigtige måde, så spillere reflekterer, tager ansvar og finder løsninger. Efter en fælles introduktion blev de unge trænere delt i grupper og sendt på banen – i vinterkulden – hvor de gennemførte et træningspas med engagerede børnespillere fra flere af klubbens børnehold.
Ud fra både spillernes høje aktivitetsniveau og ungtrænernes efterfølgende evalueringer blev der gjort værdifulde erfaringer med samarbejde, hurtig opstart af øvelser og klar, tydelig kommunikation på banen.
Forløbet afsluttes i februar, hvor sidste modul har holdkultur som omdrejningspunkt.
En stor tak til Sebastian og Michael fra DGI Storkøbenhavn, til vores seje børnespillere, der spiller fodbold i al slags vejr – og til Hos Tændrør for god forplejning.